Portræt af projektleder Sarah Packness. Hun rekrutterer, uddanner og vejleder de frivillige i Indvandrer Kvindecentret. Er også ansvarlig for alle familieaktiviteter og højtidsarrangementer.

Meget mere end et arbejde  

6aeb9183-710a-40b6-99ac-942c9285dde0

Sarah Packness startede som frivillig i Indvandrer Kvindecentret for fire år siden. I dag er hun fastansat projektleder med
ansvar for de mange frivillige, der er tilknyttet centret. Når Sarah går hjem efter en lang arbejdsdag, er hun som regel opløftet, taknemmelig og meget glad for sit arbejde.

”Vi er så mange mennesker, der brænder for det samme. Jeg føler en stor tilknytning til de frivillige, og er dybt taknemmelig for, at de giver så meget til stedet uden at få løn for det. Jeg har også tæt kontakt til de kvinder og børn, der kommer i centret, og det gør det til mere end bare en arbejdsplads. Vi er måske ikke ligefrem en familie, men vi har et stærkt fællesskab og det betyder meget for mig,” siger Sarah Packness, der er cand. mag i pædagogik og psykologi fra RUC.
I studietiden vidste Sarah egentlig ikke, hvad den uddannelse skulle føre til. Det fandt hun først ud af, da hun ved et tilfælde kom i praktik i Sandholmlejren for Røde Kors, og skulle rekruttere frivillige til et projekt for uledsagede flygtningebørn.

”Jeg vidste med det samme, at jeg havde fundet min niche. Det var et spændende område og jeg kunne lide at arbejde med de frivillige og klæde dem på til at varetage en funktion, de ikke nødvendigvis er uddannede til. For at få erfaring ville jeg starte med selv at være frivillig og gennem portalen frivilligjob fandt jeg så frem til Indvandrer Kvindecentret, som jeg ikke anede eksisterede,” fortæller 29 årige Sarah Packness.

Kvinderne er en stor inspiration
Som frivillig var Sarah Packness med til at starte centrets mentorprojekter for kvinder, børn og unge. I dag står hun for at tiltrække, uddanne og vejlede frivillige, arrangerer højtidsfester eller udflugter til f.eks. Bakken eller Bonbonland. Sarah kender stort set alle, der kommer i centret og de fleste bliver modtaget med åbne arme og et stort kram.

”Jeg tror, kvinderne har inspireret mig lidt til at være lidt mere fysisk. De giver mange knus og kys på kinderne, som i starten kunne være en smule overvældende, men jeg har nok taget det til mig,” griner Sarah Packness, der ofte føler sig inspireret af samværet med kvinderne og børnene.

På nogle områder har kvinderne et andet udgangspunkt end Sarah selv og stiller derfor spørgsmål, som andre ikke stiller. Det sætter mange tanker og interessante samtaler i gang. Sarah er også beæret over, at hun ofte får lov til at komme tæt på kvinderne og bliver lukket helt ind i deres liv.

”Mange af dem har hårde oplevelser bag sig. Nogle er blevet budt så mange voldsomme ting, at jeg næsten ikke forstår, hvordan det lykkedes dem, at vende tilbage til livet og tro på det gode igen. For eksempel en kvinde, der først var igennem en barsk flugt fra krigen i Libanon, så et svært ægteskab og senere mistede sin søn. Jeg er imponeret over, at hun alligevel kan være så positiv, give så meget til andre og grine, så tårerne triller. Det er ekstremt inspirerende og sætter også mit eget liv i perspektiv.”

Udsatte og stærke
Sarah Packness er vokset op på Frederiksberg. Når hun ikke arbejder, træner hun crossFit, plejer en stor omgangskreds og lige nu bruger hun tid på at indrette sin nye lejlighed på Vesterbro. Sarah vil gerne fortælle verden udenfor lokalerne i Blågårdsgade om centrets arbejde. Når Indvandrer Kvindecentrets målgruppe bliver beskrevet, er det ofte med ord som ressourcesvage, udsatte og sårbare. Nogle af kvinderne har også store udfordringer, men rummer også helt andre sider.

”Det er stærke, engagerede, positive og dybt taknemmelige kvinder, der gør deres allerbedste for at skabe en god hverdag for familien. Vi har desværre et arbejdsmarked, der ikke er særligt rummeligt, og nogle af de kvinder kommer aldrig i arbejde. Til gengæld er de stærke mødre, der kæmper for at give deres børn de muligheder, de ikke selv har haft.”

Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro er på mange måder et særligt sted, mener Sarah Packness. Kvinderne og børnene kommer i centret hver eneste dag, og det betyder, at personale og brugere har en unik og tæt kontakt med hinanden.

”Vores projekter bliver skabt i dialog med de mennesker, der skal bruge dem. Vi laver ikke projekter, fordi vi selv synes, det er en god idé, men fordi vi ved, at der er et aktuelt behov for dem. Det er unikt og meget tilfredsstillende.”

Centret gør en forskel
Det sværeste ved at arbejde på centret er prioriteringen af tid. Der er mange projekter og centret er vokset, men det hele kræver tid. Det kan også være svært at se, hvordan negative historier i medierne og kritik af flygtninge og indvandrere påvirker både kvinder og børn.

”Vi taler om at de negative oplevelser ikke må fylde for meget, men debatten skaber frygt og bekymring hos både kvinder og børn. Vi prøver at holde fast i det positive, men ind imellem er det svært, at bevare optimismen.”

Takket være den tætte kontakt til kvinderne er Sarah Packness aldrig i tvivl om, at centret gør en forskel.

”De kommer jo til os og siger: Tak fordi min søn har fået en mentor. Tak fordi min datter har fået lektiehjælp, mere selvtillid og får ros af lærerne. Vi har også tunge opgaver, hvor det handler om at være tålmodige og tage små skridt. Min overordnede fornemmelse er, at vi rykker rigtigt meget og gør en stor forskel, hvor der er allermest behov for det. Ikke mindst takket være de frivillige.”