DET PERFEKTE MENTORMATCH

Kristjan og Adam startede som mentor og mentee. Med tiden har relationen udviklet sig, og i dag er de mere hinandens mentor. Skolelæreren med det røde skæg og den unge blogger med somalisk baggrund har nemlig mere til fælles end de anede. Her kan du møde mentorparret og læse deres historie om mentorskab og venskab.


Foto er et af mentorparrets fælles interesser. De har selv stået for dette foto. Fra Indvandrer Kvindecentrets årsberetning 2016.

Foto er et af mentorparrets fælles interesser. De har selv stået for dette foto. Indvandrer Kvindecentrets årsberetning 2016.


Den ene er fan af FCK, den anden af Brøndby. Det er måske den mest markante kulturforskel mellem Adam Mahad Farah Hersi og hans mentor Kristjan Løk Olsen. De bor begge på Nørrebro, er optagede af video og fotografi og med i Indvandrer Kvindecentrets mentorordning. Efter halvandet års mentorskab er de også gode venner og nogle gange er det uklart, hvem der er mentor for hvem.
”Sådan en relation går ikke nødvendigvis kun den ene vej fra mentor til mentee. Det er mere ligeværdigt og gensidigt. Jeg forventede, at jeg skulle hjælpe Adam med ansøgninger og lektier. Det har vi også gjort, men det blev hurtigt til meget mere end det. I vores tilfælde kunne det ligeså godt hedde mentor-mentor eller måske mere mentee -mentee,” siger Kristjan Løk Olsen, der er 25 år, skolelærer og fotograf ved siden af.
Han har været frivillig før, og vil gerne tage del i sit lokalmiljø. Derfor meldte han sig som mentor. Adams mor kommer i Indvandrer Kvindecentret, og det var hende, der foreslog, at Adam skulle få en mentor. Forældrene gik fra hinanden, da Adam var lille, og den 18årige gymnasieelev har sjældent kontakt med sin far.
“Jeg har ikke en mandlig rollemodel i mit liv, så jeg kunne godt have gavn af en voksen mandlig rådgiver, tænkte jeg. Da lederne af projektet foreslog en mentor med samme interesser som mig, sagde jeg selvfølgelig ja tak. Det var et perfekt match, at de satte os to sammen,” siger Adam Mahad Farad Hersi.

Startede med et kram

Det første møde foregik hjemme hos Adams familie. Inden mødet spekulerede Kristjan Løk Olsen over, hvordan han skulle hilse på familien. Skulle han række hånden frem eller kunne det overskride nogle kulturelle, religiøse eller bare helt almindelige private grænser?
”Jeg var faktisk ret nervøs, kan jeg huske. Det første der skete var, at jeg fik et kæmpestort kram af Adams mor, der sagde vel- kommen, vil du have kaffe eller te? Ok, det skal nok gå godt det her, tænkte jeg,” griner Kristjan.
Det første år mødtes de ca. 2 gange om ugen, men med Adams studie og Kristjans fuldtidsarbejde er det skåret ned til et par gange om måneden. Med Kristjans hjælp har Adam skrevet en god ansøgning, der også gav ham jobbet. De har lavet foto- og videoprojekter sammen, og mentoren låner ofte sit udstyr ud til Adams projekter.
”I starten talte vi om jobansøgninger og studie, men det kom hurtigt til at handle mere om videoredigering og fotografi. Dermed ikke være sagt, at det andet er lagt på hylden. Tværtimod. Måske handler det netop om job og uddannelse, hvis video og fotografi bliver den retning, Adam vælger at gå.”

Mentorskab eller venskab?

Til det første møde lavede de Indvandrer Kvindecentrets mentorkontrakt, der lægger de formelle rammer for mentorrelationen. Kontrakten var et godt fundament, og ud fra den har mentorparret udviklet deres relation. Nu ligger det mere i gråzonen mellem et venskab og et mentorskab, siger Adam og Kristjan supplerer:
”En mentorrelation bliver hurtig mere personlig end andre former for frivilligt arbejde, tror jeg. Det foregår mere 1 til 1. Vi er stadig mentor og mentee, men vi er også blevet venner, der bare taler om fodbold og har det hyggeligt sammen.”
Adam har sammen med gode venner startet bloggen ’Adam of Copenhagen’ om dansk undergrundsmusik og mode. Det har på kort tid ført til en sponsoraftale med et tøjfirma og en invitation til at filme et landsdækkende musikprojekt til sommer. Ifølge Adam har Kristjan været en stor hjælp.
”Konceptet for bloggen ville ikke have været så skarpt uden ham. Jeg har ambitionerne, viljen og ideerne, men jeg har brug for en guide eller vejleder, der har mere viden om faget, og kan hjælpe mig frem. Der er mange i miljøet, der aldrig har fået den hjælp, jeg har fået, så jeg er meget taknemmelig for mentorprojektet. Uden det ville jeg nok aldrig have skabt den blog.”
Kristjan understreger hurtigt, at han ikke har fortjent så meget credit for Adams blogprojekt, men er alligevel glad for at høre Adam sige det.
”Det er lige præcis grunden til, at jeg gik ind i det her. Det er megafedt, at jeg kan tilbyde min hjælp og stå til rådighed for Adam, så han kan få fuldført sine projekter. Det er hele formålet med mentorrelationen, og grunden til, at man melder sig til sådan et projekt. At vi også har talt om at lave fælles projekter i fremtiden, gør det kun endnu bedre,” siger Kristjan Løk Olsen.

Gensidig inspiration

Adams handlekraft er en inspiration for hans mentor, der også har fået mulighed for at møde Adams venner og et miljø, han ellers ikke ville kende til.
”Adams drive og gåpåmod er inspirerende for mig. Jeg er mere ham med skægget, der sidder og klør sig lidt i det, mens jeg drikker en kop kaffe til, og snakker videre. Adam giver mig lyst til at gå i gang med mine egne projekter i stedet for bare at drømme om det,” fortæller Kristjan Løk Olsen
Mentorparret er på mange måder et umage par. Adam forestiller sig, at folk, der ser dem sammen på en café, må undre sig over, hvordan to så forskellige mennesker er blevet venner.
”Set udefra ligner vi slet ikke hinanden. Jeg er ung og hænger ud med andre unge med anden etnisk baggrund eller pæredanske unge. Hvad har sådan en skægget mand fra Kalundborg til fælles med en ung dreng med somalisk baggrund? Det overrasker måske nogen. Det har også overrasket mig, at vi har så meget til fælles og kan blive ved med at sparre med hinanden.”

Møde mellem mennesker

De kulturelle forskelle har mentorparret ikke haft fokus på. I hvert fald ikke dem udenfor fodboldbanen. Det er ikke sådan, at den ene er hjælper og den anden er klient. Det er mere en gensidig og ligeværdig udveksling.
”Der er sikkert mange, der kunne få glæde af en mentor. Det er jo heller ikke sådan, at man har brug for hjælp, bare fordi man kommer fra en anden kultur. Som multietnisk samfund har vi brug for hinanden til at blive integreret. Så vi kan mødes face to face, og lære af hinanden,” siger Adam.
Udveksling og ligeværdig respekt er ikke kun kendetegnende for deres personlige mentorrelation, mener mentorparret. Det er også de grundlæggende værdier i Indvandrer Kvindecenteret siger Kristjan Løk Olsen.
”Man mærker tydeligt, at der bliver værnet om brugerne. Man kan også sige, at Indvandrer Kvindecentret er interkulturel, mens verden ude på den anden side af døren er multikulturel. Her skal ingen integreres ind i en anden kultur, for her danner vi kulturen sammen. Vi mødes ikke som enten bruger eller hjælper. Vi mødes som mennesker.”

Artiklen blev trykt i Indvandrer Kvindecentrets årsberetning 2015.
Læs hele årsberetningen her.