Portræt af Indvandrer Kvindecentrets køkkenansvarlige Hanife Berisha

Hanife i systuen.

Hanife i systuen

Køkkenets midtpunkt 

Når kvinder kommer til Indvandrer Kvindecentret for første gang,  er Hanife Berisha en af de første, de møder. Som køkkenansvarlig laver hun mad til 50 mennesker to gange om ugen og styrer alt i køkkenet, Det er hende, der køber ind, tager telefonen, passer børn og hygger om alle i centeret. Mange af de kvinder, der kommer i centret, har hørt om stedet gennem Hanife Berisha. Hvis hun hører om kvinder, der har problemer eller er kede af det, fortæller hun dem om Indvandrer Kvindecentret.

”Jeg fortæller, hvordan de kan få hjælp og rådgivning om mange ting.  At vi snakker og hygger os, laver gymnastik, syr og tager på ture. Jeg ved, hvordan det er at gå derhjemme og være ked af det. Derfor siger jeg til dem, at de skal komme her,” fortæller Hanife Berisha, der er 58 år gammel.

Hun kom til Danmark for 38 år siden fra Kosovo sammen med sin mand. Dengang gik hun hjemme og passede sine børn.
”Jeg talte ikke så godt dansk, og var lidt bange for at gå ud. Jeg ville helst være derhjemme hele tiden. Min store pige måtte hjælpe mig med mange ting som at handle og gå på apoteket.”

Ud og møde andre
Det var en sagsbehandler, der fik overtalt Hanife til at starte på en daghøjskole for at lære dansk.
”Du skal ikke sidde derhjemme og være ked af det, Hanife. Du skal ud og møde andre mennesker, sagde hun og fandt en skole til mig. Så startede jeg på daghøjskolen. Jeg blev bedre til dansk og begyndte at komme ud og tale med andre mennesker,” fortæller Hanife.

Hun kom i praktik i en børnehave, blev fastansat som pædagogmedhjælper og arbejdede der i 6 år indtil stedet lukkede. I 2006 kom hun til Indvandrer Kvindecentret og har været der siden.
”Jeg elsker mit job. Det er selvfølgelig også hårdt nogle gange, men jeg er meget glad for at være her. Her er hyggeligt og jeg møder mange mennesker. Jeg har gode kolleger, og alle hjælper hinanden her,” siger Hanife Berisha, der trods sit imødekommende smil også kan være en bestemt dame.
”Jeg skal være lidt skrap engang mellem. Vi er mange mennesker, så der skal være styr på tingene. Jeg er ikke nervøs for at lave mad til alle de mennesker. Hvis jeg bliver lidt nervøs, smiler jeg bare alligevel,” siger hun og griner.

I dag er Hanifes børn blevet voksne og har givet hende fem børnebørn. Hanife har lært meget af at komme mere ude i verden og blive en del af en arbejdsplads.
”Jeg er blevet bedre til dansk og har lært mange forskellige ting. Jeg er ikke bange mere. Jeg kan selv gå til lægen, købe ind og gå i banken. Jeg er ikke afhængig af min store datter, men kan klare mig selv nu, og det er dejligt. Jeg er rigtig glad.”