Et portræt af socialrådgiver Dina Tsurkan. Hun giver kvinderne individuel socialfaglig rådgivning, holder oplæg om de seneste lovændringer og er med til at forme andre aktiviteter i huset. Og så er hun også medarbejdernes repræsentant i Indvandrer Kvindecentrets bestyrelse.

“Jeg arbejder med kernen i det hele – mennesker”

Dina Tsurkan

Dina Tsurkan

Socialrådgiver Dina Tsurkans arbejdsdag bliver aldrig rutinearbejde. Hver dag møder hun vidt forskellige kvinder med vidt forskellige problemstillinger. En har måske brug for hjælp til at søge om familiesammenføring, en anden drømmer om dansk statsborgerskab, mens en tredje ikke forstår, hvorfor kommunen taler om tvangsfjernelse af hendes børn. Andre spørger om hjælp til at forstå myndighedernes breve eller også er de bekymrede for et lægebesøg og ved ikke, at de har ret til en tolk.
Dina Tsurkan bruger mest tid på at informere og forklare kvinderne om deres rettigheder og pligter i Danmark. For kvinderne er det store og nogle gange livsvigtige spørgsmål.
”Det er ikke alt jeg kan løse, men jeg kan hjælpe dem til at forstå reglerne og forklare, hvorfor de er sådan. Både de skrevne og de uskrevne. Alene det kan være en meget stor hjælp. Min største opgave er at gøre mig overflødig. At hjælpe dem til at kunne hjælpe sig selv og klare sig i det danske samfund,” siger Dina.

Integration på den bedste måde
Hun kom til Danmark fra Rusland for 27 år siden, og har selv prøvet at skulle skabe sig en tilværelse i et nyt land. I Rusland var hun cand. mag i naturfag og underviste i folkeskolen og gymnasiet. I Danmark har hun uddannet sig til socialrådgiver og for snart seks år siden forlod hun et godt job i en kommune til fordel for stillingen som socialrådgiver i Indvandrer Kvindecentret. Det var hendes helt store ønskejob.
”Jeg får lov til at arbejde med kernen i det hele – mennesker. Ofte består hjælpen lige så meget i at behandle kvinderne med ligeværd og respekt, og det gør vi her. Vi er tæt sammen med de mennesker, vi arbejder med, og det vi gør, er integration på den bedste måde, synes jeg. Jeg kan rådgive uden samtidig at være en del af et system eller en magtfuld myndighed, og derfor har de tillid til mig,” fortæller den 61-årige Dina Tsurkan, der også har mere tid til hver enkelt klient end en socialrådgiver ansat i kommunen har.

Mit arbejde gør mig glad
Blandt sagerne på socialrådgiverens computer ligger der også en video af hendes barnebarn, og hun viser ham meget gerne frem. Hun har også et sommerhus, som hun bruger meget tid på og så elsker hun at læse skønlitteratur og sit arbejde.
”Jeg er her selvfølgelig fordi, jeg gerne vil og kan hjælpe, men i virkeligheden er jeg her nok mest af ”egoistiske grunde”. Det er fantastisk at få lov til at komme tæt på alle de mennesker, og jeg bliver så glad af at være her,” siger hun.
Det er ikke kun kvinderne, der får noget ud af samtalerne med socialrådgiveren. Dina Tsurkan får meget igen. Når hun taler med kvinderne på kontoret i Blågårdsgade, kommer hun også tæt på mange bevægende livshistorier og hårde skæbner.
”Jeg har set kvinder, der har været udsat for grusomme voldtægter, mistet børn under flugten eller er blevet lemlæstet undervejs. Du kan se alle deres tab, ulykker og smerten i deres øjne og alligevel har de formået at komme igennem det og mange af dem klarer sig fantastisk godt. Det er nogle af de stærkeste mennesker jeg har mødt i mit liv.”