På grund af Corona har vi haft færre besøgende end normalt. Det er ikke kun fordi vi overholder restriktionerne om antal personer pr. kvadratmeter og holder afstand til hinanden – det er også fordi mange af dem, der ofte kommer på Indvandrer Kvindecentret, simpelthen er bange for at gå ud fra deres hjem.

De er bange for at blive smittet og de er bange for at blive råbt ad, set skævt til eller blive gået uden om. Og det sker.

Vi har talt med Deqa, Saiido, Amina og Sahra, der alle kommer på Indvandrer Kvindecentret, om deres oplevelser.

Sahra fortæller, at folk flytter sig væk fra hende og nogle råber, at hun skal gå væk fra dem, når hun går på gaden: ”Jeg er ikke en sygdom, jeg er en person. Det er rigtig ubehageligt. Men jeg passer godt på. Der er ingen, der har lyst til at være syge.”

Derfor har hun og hendes tre børn mundbind på hele tiden, når de går udenfor, men det er dyrt.

Amina fortæller om sin veninde, der arbejder som vikar, men blev sendt hjem fra arbejde.

”Hun fik at vide, at de ville ringe efter politiet, hvis hun ikke gik hjem. Det var kollegerne, der pludselig ikke ville arbejde sammen med hende. Jeg bliver vred og ked af det. Jeg er ved at græde over det,” fortæller Amina.

Hun nævner også, at hun hver dag er bekymret over at aflevere sine børn i institution efter et barn med somalisk oprindelse blev afvist i en daginstitution i Århus.

De taler alle om, hvordan de oplever, at der bliver talt om dem, når de går på gaden. Deqa fortæller, hvor ked af det, hun blev, da hun overhørte to hvide kvinder sige: ”Pas på somalierne. De er smittebærere.”

”Jeg føler ikke, at Danmark er et frit land længere. Jeg har ikke forventet det her af mit land. Jeg føler mig udskammet og det gør ondt,” siger Saiido.

Alle fire kvinder er enige om, at de bliver bekymrede, når der i fjernsynet bliver fortalt historier om dem. De føler sig stigmatiserede, og det føles som et personligt angreb.

Og de er langt fra alene om de følelser.

”Det at blive hængt offentlig til skue på den måde, somalierne i Aarhus blev det, skaber kløfter og mistillid, og får én til at føle sig uden for, og slet ikke som en del af den fælles løsning, som vores politikere og statsminister jo hele tiden har pointeret, er måden hvorpå vi knækker Corona. Alle danskere – majoriteten som minoriteten – er en del af løsningen, og det har vi brug for at tale om i stedet for at udskamme grupper.” fortæller Hasan Saajin Daher, projektmedarbejder Indvandrer Kvindecentret.

TAXACHAUFFØRER OG SOSU’ER KAN IKKE ARBEJDE HJEMME
Det er rigtigt, at der er overvægt af smittede blandt mennesker med lav indkomst og med minoritetsetnisk baggrund. Det er ikke overraskende. Tværtimod kan det dårligt være anderledes, når man ved, hvordan smitten spreder sig, når vi er tæt på hinanden.

I midten af juni offentliggjorde Institut for Menneskerettigheder en undersøgelse, der forklarede hvorfor smitten breder sig hurtigere blandt etniske minoriteter end blandt etniske danskere.

Rapporten fremhæver, at det ikke er hudfarve, men boligforhold, beskæftigelse og helbred, der afgør, hvem der bliver smittet og hvor syg man bliver.

Når smitten breder sig blandt minoritetsetniske medborgere, skyldes det social ulighed. Når man bor flere mennesker sammen på mindre plads og samtidig arbejder i frontlinjen – indenfor fx transport, rengøring eller som sundhedspersonale – så er det umuligt at isolere sig på en hjemmearbejdsplads, og man er derfor mere eksponeret.

ULIGHED – IKKE KULTUR
Det er ikke minoriteternes kultur, der er problemet, men derimod uligheden i sundhed. Det fremhæver Professor Morten Sodemann, Odense Universitetshospital, i en artikel i magasinet RÆSON. Han kalder det politisk slangeolie, når man prøver at bilde vælgerne ind, at det er minoriteternes dumhed eller ligegyldighed, og ikke deres arbejde og boligforhold, der er årsagen til den forhøjede smitterisiko.

Morten Sodemann forklarer desuden, at billedet er det samme over hele verden. Minoriteter, kortuddannede og mindre velstillede rammes hårdere af corona og har større risiko for at dø af sygdommen, fordi de i højere grad er ansat i erhverv, hvor der er stor risiko for smitte.

”Det bør ikke komme bag på nogen, at også Corona rammer socialt skævt. Sådan er det med sygdomme. Skal vi have alle med, kræver det derfor langt stærkere og mere strukturelt forankrede, forebyggende indsatser og tiltag. Det er godt og vigtigt, at regeringen nu tilbyder gratis mundbind til de mest udsatte, men i forhold til at sikre bedre forebyggelse og behandling på den lange bane, bør vi bl.a. afskaffe tolkegebyret og skærpe samarbejde mellem relevante sundhedsaktører, herunder civilsamfundsorganisationer som Indvandrer Kvindecentret, der har en direkte og umiddelbar kontakt med borgerne.” forklarer Mirka Mozer. Direktør Indvandrer Kvindecentret.

HVAD GØR VI:
Et af Indvandrer Kvindecentrets vigtigste fokusområder er forebyggelse af social ulighed i sundhed. Det er fuldstændig essentielt i vores arbejde, og derfor tilbyder vi ugentligt sundhedssamtaler, sundhedsoplæg, kost- og motionstilbud. Desuden arbejder vi nationalt med implementeringen af sundhedsindsatser i samarbejde med minoritetsforeninger og netværk landet over som en del af projektet ’Sunde Fællesskaber’.

Indvandrer Kvindecentret er desuden med i Sundhedsstyrelsens ekspertgruppe for en styrket indsats til forebyggelse af COVID 19 blandt minoritetsetniske medborgere.

Læs de to rapporter fra Institut for Menneskerettigheder her:
https://menneskeret.dk/…/l…/rapport_corona_rammer_skaevt.pdf
https://menneskeret.dk/…/Rapport%20om%20had%20i%20det%20off… Læs Morten Sodemanns artikel her:
https://www.raeson.dk/…/professor-morten-sodemann-indvandr…/