Udover at benytte sig af de mange forskellige tilbud på centret, så besluttede Faiso Wasame for et års tid siden, at hun også gerne ville have en mentor. ”Jeg ville gerne have én, der kunne hjælpe mig med mine studier og tænkte derfor også mest på en mentor som en slags udvidet lektiehjælper. Men så lærte jeg jo Dorthe at kende, og nu taler vi om alle mulige ting, der er vigtige for os. Dorthe husker for eksempel alle mine børns fødselsdage, og er på den måde blevet et nyt og vigtigt familiemedlem,” fortæller Faiso.

MOR MENTOR OG DATTER MENTEE

Det blev Dorthe Plechinger, der blev Faisos mentor, og nedenstående er Dorthes fortælling om, hvad mentorskabet med Faiso har betydet. Dorthe har selv boet i USA i tre år med familien og ved, hvor meget det betyder som nytilflytter, at ’nogen’ gerne vil én noget og hjælper én i gang.

Da Faiso første gang kaldte mig ’mor’, blev jeg lidt stødt. Hey, jeg troede, vi ligesom var veninder? Men så tænkte jeg på aldersforskellen. Jeg er 57 år, og Faiso kun 34. Jeg kunne være hendes mor. Men det føles bare ikke sådan.

I dag, efter lidt under et års samvær, synes jeg, at det er lidt en ære at blive kaldt mor af hende. Hun har jo flere somaliske veninder, men kun to mødre: Sin rigtige mor i Somalia, og så mig fra Lyngby.

”Hvad synes du, du kan bruge mig til som mentor?” spørger jeg Faiso, da vi sidder og kæmper med en stor og uhandy sandwich med laksemousse i Lagkagehuset ved Nørreport denne onsdag. Vi er mødtes der et par gange, men også i IK-cafeen, på biblioteket eller hos hende – hvad der passer bedst. Faiso er færdig med dagens skolegang på VUC, hvor hun tager en 9. klasse, og kan lige nå denne frokostpause og en times træning i fitness, inden hendes dejlige børn på 4, 8, 9 og 12 år kommer hjem fra børnehave og skole. Jeg selv har taget en times pause fra mit arbejde i nærheden for at mødes med min tredje ’datter’.

Det er alt for lang tid siden sidst. I begyndelsen mødtes vi en gang om ugen, men hun har travlt og mange daglige pligter, og jeg har i en periode arbejdet fuldtids. Vi håber dog begge, at der snart kan blive lidt mere tid igen. Til at snakke, måske til lidt skolehjælp – dét, vi plejer. ”Jeg synes, vi er blevet gode venner, som kan snakke sammen”, siger hun og tørrer med en serviet laksemoussen af kinderne, før hun fortsætter: ”Vi kan drikke kaffe sammen og fortælle hinanden ting… Og jeg bruger dig som familie, som mor”. Havde Faiso stillet mig det samme spørgsmål, ville mit svar være: ”Og jeg synes, du gør mit liv så uendeligt meget rigere. Jeg er officielt mentor, men det er dig, der viser mig vejen som den rollemodel, du er for dine børn og omgivelser. Du er så sej, der er bare aldrig noget klynk, selv om din hverdag og din kamp for at få et godt liv i Danmark for jer er så meget op ad bakke. Du fortæller mig ting om dig og dit liv, som giver mig så mange flere nuancer i min viden om dit hjemland, din kultur, religion og det liv, du har her. Du spørger mig om ting, som får mig til at tænke over det, vi gør i Danmark, og hvorfor vi gør dem. Du inviterer mig ind i dit hjem til dit liv og dine børn og lærer mig blandt andet, hvor generøs man er over for sine gæster i dit hjemland – uanset hvor små midler man har. Så kære Faiso, jeg føler, at det er mig, der lærer af dig”.

Om Indvandrer Kvindecentrets vigtige mentor-mentee netværksarbejde