Rahma, 19 år.

Rahma og Amal skal arbejde mange, mange timer i Netto og på et plejehjem for at betale for opholdstilladelse, statsborgerskab – og rejser til Udlændingestyrelsen i Næstved.  

Af Ingrid Pedersen
Foto: Victoria Mørck Madsen 

Søstrene Rahma og Amal Hadi har aldrig været i tvivl om, at de er danskere. De er født på Rigshospitalet har gået i dansk daginstitution, været elever på Dyvekeskolen på Amager og går nu på henholdsvis Københavns Private Gymnasium og Københavns åbne Gymnasium. De er klar over, at dansk hudfarve kommer i mange nuancer og deres er mere brun end gennemsnittet. Men de har aldrig tænkt over, at de var noget andet end danske, og bortset fra at Rahma som 14-årig sammen med sin mor besøgte sine morforældre, har de aldrig været uden for Danmark. 

De to unge kvinders far kom til Danmark som flygtning fra Somalia. Senere blev moderen og deres storebror familiesammenført med faren, men pigerne og deres yngre søskende er født i Danmark.  

Bevidstheden om, at hun juridisk ikke er dansk, ramte Rahma kort tid før hendes 18 års fødselsdag. Da fik hun et brev fra Udlændingestyrelsen om, at hun skulle søge om permanent opholdstilladelse, og at det ville få store konsekvenser for hende, hvis ikke hun gjorde det. 

”Det føltes som en trussel. Jeg havde jo altid følt mig som dansker, så det var virkelig mærkeligt og skræmmende,” siger Rahma Hadi, der i dag er 19 år og står overfor at søge dansk statsborgerskab.  

Det værste var dog pengene, for den permanente opholdstilladelse kostede næsten 5.000 kr., og de penge var svære at skaffe.  

”Jeg var under 18, så jeg fik ikke SU, mine forældre er skilt, og min mor arbejder som rengøringshjælp. Jeg gik i skole og havde dengang et job i Netto, og tænk lige på, hvor mange timer, man skal arbejde som ungarbejder for at spare 5.000 kr. op,” siger hun. 

”Flere gange lå jeg på min seng og græd, fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan vi skulle kunne skaffe så mange penge. Jeg havde lidt penge, fordi jeg var ved at spare op til kørekort. Men det var ikke nok.” 

Fik hjælp i Indvandrer Kvindecentret 

Søstrene kommer i forvejen i Indvandrer Kvindecentret, og her snakkede de med en socialrådgiver om sagen. Hun kunne ikke skaffe pengene, men de fik gode råd hos hende. 

”Det lykkedes mig at låne pengene hos forskellige mennesker, og jeg er nu ved at betale tilbage,” siger hun. Og det er blevet lidt lettere, for efter hun er fyldt 18, får hun SU og voksenløn – og tillæg for at arbejde på skæve arbejdstider. Hun arbejder på et plejecenter og har mange weekendvagter.  

”Men ud over det økonomiske er jeg ked af, at hele sagen får mig til at føle, at jeg ikke er rigtig dansker, og at andre heller ikke synes, jeg er det,” siger Rahma. 

19-årige Rahma fik sin permanente opholdstilladelse, og nu er hun ved at søge statsborgerskab. Her skal der ikke så mange penge til, men det koster 800 kr. at gå op til testen og et par hundrede for baggrundsmateriale, som kan hjælpe til at bestå den.  

”Jeg er virkelig, virkelig nervøs for testen,” siger hun, for hun har hørt mange skrækhistorier om, hvor svær den er, og hvor meget, man skal vide om det danske samfund for ikke at dumpe. Det gjorde deres mor flere gange, selv om hun var flittig og læste baggrundsmaterialet.  

”Hun kæmpede virkelig hårdt for at blive statsborger, og kravene blev ændret flere gange. Det gjorde det vanskeligt for hende. Da hun endelig bestod, dansede hun rundt og var helt vildt glad,” fortæller Rahma. 

”Min egen test stresser mig virkelig, selvom jeg er vant til at tage ny viden til mig,” siger hun og fortæller, at testen falder sammen med, at hun skal op til eksamen på gymnasiet.  

”Alt det her giver mig en følelse af at være mindre værd som dansker, ” siger hun og den yngre søster Amal tilføjer: 

”Man føler sig mindre anerkendt. Som en kage uden sukker”.     

Amal er 17 og lige om lidt er det hende, der skal søge statsborgerskab. Hun er i samme situation. 

”Folk synes måske ikke, at 5.000 kr. er mange penge. Men for os er det”, siger Amal Hadi.  

Foruden gymnasiet har hun to fritidsjob – det ene i en Netto, det andet er i køkkenet på et plejehjem – og timelønnen er på knap 70 kr.  

 

Amal, 17 år.

Til Næstved med toget

Hele deres liv er Amal og Rahma blevet mindet om deres

særlige status i Danmark. Et fremmedpas, som man har indtil, man bliver dansk statsborger, skal fornyes hvert år – og betyder, at man skal søge visum, når man skal til udlandet.  

Fornyelsen af fremmedpas er blevet yderligere besværliggjort og meget dyrere efter Udlændingestyrelsen flyttede til Næstved fra København i 2020. 

”Det er, som om de gør det unødvendig besværligt for os, ” siger Amal. For det hele foregår online og kun et stempel får de manuelt. 

Hun fortæller om seneste gang, de skulle have passet fornyet. 

”Man skal reservere tid, og vi havde fået en tid klokken 14.30. Da vi kom dertil, var der masser af mennesker udenfor, og vi prøvede at komme foran, fordi vi havde en tid kl.14.30, og tiden nærmede sig. Det viste sig, at vi alle havde en tid på det tidspunkt, og alle skulle vente udenfor på grund af corona. Lige før klokken 16 blev vi alle kaldt ind, og de skyndte på os med den begrundelse, at de skulle lukke klokken 16. Vi nåede det. Men som sagt er der ingen grund til, at vi skulle tage til Næstved, for vi havde jo udfyldt skemaerne online, og de printede det bare ud og satte et stempel på.” 

Hun synes, det er urimeligt at spilde folks tid og penge på den måde, når det hele alligevel foregår elektronisk. 

”Det er jo dyrt for os at købe togbillet til Næstved, og det tager en hel dag, så hver gang får vi en dags fravær i skolen,” siger hun.  

 Ingen skolerejser 

Fremmedpasset har sine begrænsninger. Man kan ikke uden videre komme med på gymnasiets studieture til udlandet. Da Rahmas klasse skulle til Marokko i 9. klasse, gik hun glip, fordi ambassadens visumbehandling var så langsommelig, at hun ikke fik visum og ikke kom med. De andre skulle ikke have visum med deres rødbedefarvede pas. 

Nu frygter Amal, at det samme sker, når hendes klasse til foråret skal til Athen (hvis ikke corona forhindrer det). 

”Og det er ikke kun det faglige indhold, vi går glip af. På sådan en studietur arbejder vi jo med ting, der generelt indgår i vores undervisning,” siger hun. 

”Men alle ved også, at det er vigtigt for fællesskabet og klassens sociale liv at være med. Det vil jeg være ked af at gå glip af, fordi jeg endnu ikke er dansk statsborger,” siger hun. Hun synes, det er urimeligt, at hun skal have disse bekymringer, for hun er trods alt født i Danmark. 

”Og dem har børn af danske forældre jo ikke,” siger hun.  

 Vil være jordemoder 

Amal går i 2.G og har valgt linjen biokemi, fordi hun drømmer om at blive jordemoder.  

”Jeg vil gerne beskæftige mig med børns og kvinders liv. Måske fordi jeg har sådan en fantastisk mor, som jeg altid har set op til. Hun kæmper virkelig for os og presser på for, at vi alle skal få en uddannelse. Hun tvinger os til at læse lektier og siger, at vi skal tænke på vores uddannelse,” siger Amal.  

Også hun er bekymret for pengene til den permanente opholdstilladelse, der skal falde her i marts, når hun fylder 18 år. Det bekymrer hende både økonomisk og mentalt.  

Hun har en ekstra udfordring, da hun er født med et dårligt syn, og fik sine første briller som treårig. Nu bruger hun briller og kontaktlinser.  

”Det er en stor udgift, når jeg samtidig sparer op til at få permanent opholdstilladelse. Jeg vil helst undgå at skulle låne,” siger Amal Hadi. 

De mener, at samfundet tilgodeser unge studerende på forskellige måder – med SU, med rabat på offentlig transport, og nogle butikker giver rabat til studerende. 

”Så kan de ikke være bekendt, at det skal være så dyrt for os at få permanent ophold og statsborgerskab,” siger hun.     

De hører somme tider det argument, at reglerne om statsborgerskab er lavet for, at kriminelle ikke skal få statsborgerskab. Det sårer dem. 

Det er et virkelig dårligt signal at sætte os i samme kategori som kriminelle. Hvorfor skal vi være omfattet af samme regler som dem. Vi overholder loven, vi er glade for vores arbejde og har aldrig stjålet noget,” siger Amal.  

Lærer meget af de gamle 

Egentlig troede Rahma, at hun ville være advokat, men efter hun fik jobbet på plejehjemmet, har hun besluttet sig for at blive sygeplejerske.  

”Jeg elsker simpelthen at arbejde med ældre mennesker. De gør mig glade. Mine egne bedsteforældre bor jo i Somalia. Beboerne vil gerne snakke med mig – også om private ting og om deres liv. Det lærer jeg meget af. De spørger også meget om min tilværelse, og jeg er ikke i tvivl om, at de godt kan lide mig,” siger Rahma.   

Hun understreger, at hun har stor respekt for de ældre, der har arbejdet hårdt for at bygge et godt samfund til nutiden. ”Derfor er jeg glad for at give noget tilbage til dem i mit arbejde. Nogle gange giver jeg dem også lidt rygmassage,” siger Rahma.  

 Spændende at være muslim 

Hvis de ikke arbejder om søndagen, nyder de at gå i moskeen. De kan godt lide den spirituelle følelse i moskeen. Begge unge kvinder vælger også at gå med tørklæde. Moderen forsøgte at tale Rahma fra det, da hun om otteårig ønskede at bruge det. Men hun ville gerne, for hendes mor og alle de andre voksne kvinder, hun så op til, brugte tørklæde.  

”Nogle af dem er vildt smukke med perler og diamanter. Og vi synes, det er spændende at være muslimer,” siger Amal. De er også klar over, at for nogle handler det om, at de føler sig udstødt i det danske samfund. Så kan de lige så godt gå med tørklæde og blive hadet på grund af det. 

”Mit perspektiv på tørklædet er også, at når jeg dækker min skønhed med et tørklæde og løst tøj, bliver min stemme hørt tydeligere,” understreger Amal.